Karma - og bandlysning af reinkarnation

Af  OVE VON SPAETH
copyright © 2000: OvS - www.moses-egypt.net

Religionens tabte dimension, 2. DEL:



 


En indviet elite fastholdt gennem tiderne en hemmelig, delvis egyptiske lære, som Moses havde videregivet til israelitterne. Flere dele af denne lære var engang kendt overalt som nogle særlige trin inden for oldtidens religiøse univers: Læren om reinkarnation og om ’gæld’ eller karma.
 

Sjælen i kroppen - hvornår?

Den katolske kirke har i nogle forhold endnu i dag synspunkter, der har rødder tilbage til Aristoteles, som hævdede en trinvis udvikling over plante- og dyresjæl til menneskesjæl, der ud fra en undfangelse først optrådte efter en vis fosterudvikling.
          Middelalderkirkens store lærer og tænker, Thomas Aquinas (1225-1290), fastholdt denne forestilling om fosterets gradvise udvikling og dets sene besjæling.
          Senere, i slutningen af 1900-tallet, havde kristne moralteologer formuleret den katolske kirkes troslærekongregation, der f.eks. i dokumentet ”Donum Vitae” hævder, at der findes et menneske fra befrugtningsøjeblikket, hvilket ikke defineres præcist. For der kan gå op til 36 timer før sammensmeltningen af kønscellernes genetiske indhold fra manden og kvinden.
          Når kirkens troslærekongregation her påbød, at befrugtningsøjeblikket er gældende, har kirken følgelig ikke kunnet afklare f.eks., om en sjæl kan spaltes til to, hvilket er en konsekvens ved enæggede tvillinger, hvor cellerne normalt først spaltes til ”en kopi” efter ti dage.
          Der synes flere steder at være sket en ændring af ideen om reinkarnation  - ud fra dette ords betydning ’genfødt i kødet’. I modstrid med de citerede udsagn af Jesus om ”ånd og kød” indførte den katolske kirke dogmet om ”kødets genskabelse”, in carne recreatur  - altså ikke ”genfødsel”, og slet ikke ”opstandelse” som i nordeuropæiske oversættelser: Uforståeligt, og f.eks. for en invalid næppe attraktivt at genskabes som invalid.
          Uanset om det gjaldt (”jordisk”) reinkarnation eller ”genfødsel i himlen” - var noget af det nye ved kristendommen, at det herefter ikke var nødvendigt i gravene at vedlægge gaver til brug for ”efterlivet”.
Ligene måtte ikke brændes, og i den græsk-ortodokse kirke opgraves og gemmes de dødes knogler efter tre år, når kødet var blevet indtørret eller opløst, så knoglerne atter er tilgængelige, når kødet (engang) skulle ”genskabes”. I ortodoks opfattelse ses der med mishag på, at katolikker og protestanter blot lader knoglerne forgå i jorden. Og i hele Europa lod kirken altid opstandelsen afbilde som en kropslig opstandelse.


 

Fri vilje må ikke forveksles med frit valg

I forbindelse med reinkarnationen læres i indiske religioner om karma (fra sanskrit, forbundet med betydninger af ’gøre’, ’gerning’): En lov om ligevægt, der higer mod at genoprettes alt efter karakteren af et individs gerninger, som kan have opsummeret en skyld (”synd”) eller gæld, der ikke er udlignet. Denne kan ifølge dette system tages med ind næste liv og slettes først efter færdigbehandling gennem bevidst erkendelse.
          I den indiske hindureligion, der rummer mangfoldige retninger, mener man ud fra nogle skolers karmalære, at det ikke kan betale sig at ændre på noget i verden, mens for andre er læren modsat denne ’sovepudeopfattelse’ en motivation til at være sig bevidst, hvordan man lever sit liv.
          Den indiske jainareligion (jainas grundlægger Mahavira var Buddhas lærer) har opstillet en hel lære med specifikation af arten af karma i otte hovedtyper. Disse kaldes ”formørkelser”, såsom opfattelses-formørkende, status-formørkende, kraft-formørkende m.fl.
          I nogle skoler trækkes der forbindelser til indisk stjernelære med en ofte rigid skæbnetro, hvor de nævnte hæmninger og træk kan ses relateret til f.eks. de såkaldte måneknuders ”karmasignifikans” himmelpositioner.
          Hæmningsbegreberne er genkendelige i terminologien i vesterlandsk psykologi, f.eks. som blokeringer, hæmninger, belastninger og tyngde. Psykiatere, der praktiserer ud fra dette, hævder med udgangspunkt i Sigmund Freuds teorier, at en stor del af voksne menneskers adfærd netop er styret af tidligere  traumer. Spørgsmålet er i visse tilfælde, hvor langt tidligere?
          Men her skal ifølge reinkarnationslæren en del af denne karma søges længere tilbage end nuværende liv. Ansvaret er da det enkelte menneskes, som således mest inden for de givne rammer vil kunne mærke at have en fri vilje, dvs. selv at have et valg. Rammerne kan individuelt være snævre - med deraf mindre frie valg.
          Når rammerne overses og ikke erkendes, afspores analyserne over for spørgsmålet ”skæbne kontra fri vilje”: Mange filosoffer har ikke forstået at skelne, at fri vilje ikke er det samme som frit valg.
 


Karma - ikke et entydigt begreb

Karma kan ses opfattet som en multifacetteret, medspillende faktor. Dvs. ikke blot som et spinn off fra en persons opførsel, men består også af hvad personen møder f.eks.i form af fysiske skader, også selv om de er uskyldigt opnået ved uheld.
          Og er en person medfødt farveblind, er det hans skæbne på det punkt, at han f.eks. ikke blive styrmand. Det der kan adskille i religion eller tro er, at tilhængere af reinkarnationsideen vil hævde, at farveblindheden ikke blot er et udslag af genetisk arv eller fysisk uheld, men udspringer af en latent eller psyko-fysisk blokering, en ”deposit”, i personens karmamønster.
          Patañjali’s ”Yoga Sutras”, som udgør nogle specielle Vedanta-doktriner, Samkhyas system, der blev samlet, færdigetableret og nedskrevet ca. 300 f.Kr. Hos Patañjali forklares det i bog II, sutra 12:


          ”...De karmiske latent-depositer har deres rod i hindringerne og kan manifestere i denne eller en kommende eksistens...”.

Netop hans ”Yoga Sutras” indeholder bl.a. den ældste kendte ”tekniske” analyse af karma, dens indvirkning på sindet samt metode til dens opløsning. Et system, der ad intelligent vej søger at accelerere et menneskes udvikling mod et spirituelt plan til frigørelse - en lære som bl.a. buddhismen også byggede sine metoder på.
          Albert Schweitzer, doktor i filosofi såvel som teologi, anerkendte (i sin bog ”Indian Thought and its Development”) systemets imponerende storhed: ”...en storslået præstation. Sjældent inden for den menneskelige tænkning er et teoretisk problem erkendt så klart - og løst med så stor skarpsindighed...”.
          Og Paramahansa Yogananda skrev (i sin ”Autobiography of a Yogi”): ”...Denne afhandling - Patañjalis aforismesamling - indeholder begreber af en sådan storhed, at nogle af Indiens største tænkere er blevet inspireret til at kommentere den...”.
          De omtalte ”latent-depositer” indbefatter både psykiske og fysiske forhold. Hvad sidstnævnte angår, er lægelige forskere velbekendte med, at gamle skader i kroppen kan ophobe hele depoter af gamle lidelsessymptomer med tilhørende gamle misfølelser.
          Når et gammelt ”depot” af forskellig årsag re-aktiveres, kan den pågældende ophobning påvirke personen negativt i nutiden. Mange moderne terapier, hvadenten med analyse af det aktuelle liv eller med en regression til tidligere, tager udgangspunkt i dette.
          Der tales om eksempler på psykiske hæmninger og svigt af evner, som terapeuter hævder at kunne spore udgangspunktet for i en persons tidligere liv. Og at det her kan dreje sig om f.eks. en kvælende skyldfølelse indlejret i en ’tidskapsel’, som personen ikke hidtil har kendt til i det nuværende liv, men som kan opløses ved konfronterende inspektion - tricket er så ”at nævne troldens navn”. Sådanne forhold omtales blandt de tungere former af karma.
          Er en karma omfattende, vil personen ifølge mange skoler være mindre fritstillet med hensyn til arten af følgende liv - og bindes derfor til fortsat genfødsel under heraf individuelt relaterede betingelser. Det tvingende behov kan ophøre, når handlingernes/gerningernes moral også er universelt livsetisk.

 


Er karma en automatisk bogholder?

Karma defineres som hverken god eller dårlig i sig selv. Både det indiske ”Yoga Sutras” og det egyptiske oldtidsværk ”Corpus Hermeticum” angiver, at såkaldt dårlige og onde handlinger skyldes uvidenhed (udifferentierende bevidsthed). Men tilstræbes at opløse sådanne tilstande, vil det befordre såkaldt god karma.
          Særlige opfattelser af karmaideen - med ”gengældelsens lov” som en bogstavelig gengældelse og en ”straf ”- var udbredte. Dette punkt anses hos mange for at være modsat kristen lære om nåden og tilgivelsen.
          Men her synes det overset, at disse elementer nåden og tilgivelsen i realiteten vil være forbundet med individets konfrontation af handlingen (og evt. af anger i tilfælde af en handlings skadelige konsekvenser), hvilket opfattes og erfares at virke endda opløsende på problemet (karma).
          Tilhængere af lignende ideer har kunnet finde støtte i kendte naturlove såsom relationen årsag/virkning og ”tryk avler modtryk”. Den engelske naturforsker og filosof, munken Roger Bacon, i 1100-tallet, udtrykte:


          ”...Vi behersker naturen ved at adlyde dens love...”.

Men hvis dette ikke følges - så at mennesket optræder som modstandere - kunne den tyske filosof Schopenhauer, i 1800-tallet, hævde herom, at:

          ”...hver en sejr, som mennesket udøver over naturen, vil denne til sidst gengælde...”.

At ”afveje synd” kendes tidligt fra utallige egyptiske gravmalerier. I den tilhørende billedsymbolik demonstreres det ved, at guderne Thoth og Anubis altid foretog en sådan opmåling hos hver afdød person.
          I ”Corpus Hermeticum” omtales i Traktat 10, afsnit 7, at ondskab udgør, og medfører, uvidenhed, bl.a. i form af mangel på bevidsthed om udødelighed og da - med en næsten hinduistisk opfattelse - at blive sendt tilbage ”ned ad den biologiske evolutionsstige”:

          ”...Hvis en sjæl fremturer med ondskab - får den ikke udødelighed at smage og bliver ikke delagtig i det gode, men drages tilbage og vender så den modsatte vej tilbage lige til krybdyrene ...Sjælens brøde er uvidenhed...”.

Ligeledes lod Aristoteles forstå (i sit værk ”Retorik”), at menneskets dengang ofte dårlige alderdom skyldes ophobning af fejl begået livet igennem.
          Eurigenes, græsk forfatter i 200-tallet, skrev:

          ”...Enhver sjæl kommer ind i verden styrket af sejre eller svækket af nederlag fra dens tidligere liv. Dens plads i denne verden, udvalgt til ære eller vanære, er bestemt af tidligere fortjenester eller misgerninger. Dens virke i denne verden bestemmer det sted, som skal følge efter dette...”.
 


Omtales karma i Bibelen og i jødisk tradition?


Allerede i Bibelens ”Jobs Bog” siges det til Job, at hans ulykker kunne skyldes noget ondt, han havde gjort i fortiden.
          Senere i Bibelen ses i ”Daniels Bog” omtalt, at der foretages ”en dom” over den afdøde, før en opstandelse finder sted.
          Bibelen berører også en form for ”kollektiv karma”, når den i nogle tilfælde omtaler, at ”fædrenes synder skal nedarves indtil syvende led”. Denne form blev modificeret af Ezekiel, profeten hos de eksilerede jøder i Babylon i 500-tallet f.Kr., ifølge ”Ezekiels Bog” (18,4 og 18,20).
          Reinkarnationsideen ses ofte opfattet som forbundet med et bibelsk udtryk i Paulus’ ”Galaterbrevet” (6,7), hvor det bliver sagt, at:

          ”...som mennesket sår, skal det høste...”

- dvs. netop som den fra østerlandske religioner kendte karmalære. Dette kunne da tages til indtægt for en tidlig kristen reinkarnationslære. Og ligeledes, da Jesus, i ”Matthæus’ Evangelium” (26,52) sagde:

          ”...den, der griber til sværd, skal omkomme med sværd...”.

Dette kunne dengang forstås som enten en art ”instant-karma” eller tilbageslag blot senere i det aktuelle liv -eller ved passende lejlighed i et følgende liv.
          Et rabbinerskrift ”Jalkut Reubeni” (Nos. 1, 8, 61 og 63) omtaler jødiske ideer om karmalignende undgældelse. Ved en af sætningerne må betænkes, at det er fra en tidsalder, da kvinders liv ofte var mere hårdt, eller at der kunne være tale om en antifeministisk holdning:

          ”...hvis en mand er gerrig enten pengemæssigt eller åndeligt, og ikke giver til de fattige, eller ikke deler sin viden med den uvidende, vil han blive straffet med at genfødes som (transmigrere ind i) en kvinde. Rahabs sjæl genfødes ind i kenitten Heber, og derefter ind i Hannah... Til tider i sjælevandringen (metempsychosis) går fromme jøders sjæle ind i fremmede, for at kunne være fortalere for Israel og anmode om, at dets folk behandles venligt...”.

Her synes demonstreret en engang udbredt tanke, et ”lokalt” særligt koncept af reinkarnationsideen, nemlig at jøder genfødes som jøder - en slags essens af begrebet ”den evige jøde” - og dermed en egentlig betydning af at i døden gå til stamfaderen ”Abrahams skød” som fast udgangspunkt for genfødsler.
          Ifølge den nuværende jødedoms lange tradition fødes individet ikke ind i arvesynd, hvilken er et begreb fra den kristne kirke (og fra visse gnostiske retninger), og kirken har så på sin side nåden, repræsenteret ved en frelser. Men i jødedommen findes det personlige ansvar for retfærdighed og lovlydighed mod Gud. Om der her findes et regnestykke, og i så fald hvordan det sammensættes, fremgår ikke.



Fra karma til kirkens afladshandel


Men med kristendommens ubetingede nødvendighed af nåden  - der er til brug mod ophobet skyld, dvs. karmabegrebet udtrykt på en anden måde - fremtræder i realiteten kirkens gamle forbindelse til den del af den oprindelige kristendom, der også rummede reinkarnationsbegrebet.
          I kirken blev erkendelse ved skrifte indført som hjælp til aflastning af synder. Selve konceptet med skrifte og skriftestol kendes fra egyptiske templer.
          Senere blev bodspengene en stor forretning for den katolske kirke ved den praksis at på forhånd købe aflad før døden for at nedbringe mængden af ophobet synd og herved afkorte tiden i skærsilden i helvedet. Dog var anger altid en betingelse, ellers var pengene spildt.
          Helvede er det sted, hvortil bl.a. kristendommen siden hen henførte afstraffelsen for afdøde personers synder. I kirkens version er modellen til helvede taget fra græsk tradition - og omtalt f.eks. hos Platon i 400-tallet f.Kr.

 



Platon – tilhænger af reinkarnationsideen

Når ansvar forveksles med skyld

I kirken forblev der nogle iøjnefaldende rester fra reinkarnationens tilknyttede karmalære, hvilken snart efter ikke blev forstået i sit grundbegreb.
          F.eks. ses ideen om ”medfødt karma” i kirkens udlægning - hvor begrebet ”ansvar” jævnligt forveksledes med begrebet ”skyld” - at blive til kirkens siden hen så velkendte tyngende syndsbegreb, her især med ideer om at alle var født totalt ufrie, idet de havde en medfødt ”arvesynd”.
          Kirken prædikede ”verdens undergang”, dvs. ingen reinkarnation. Og idet kirken, lige fra da den i 300-tallet fik statsreligions-lignende status, blev stærkt involveret i den verdslige lovgivning, forvirredes skyldsbegrebet ved at blandes op med det juridiske skyldsbegreb.
          Begrebet nemesis eller endda ”instant karma” kendtes i kristne og andre religioner, i græsk mytologi og nordiske sagaer, der alle kendte til endnu en faktor i forbindelse med karmaideen: - skæbnetro. I den gamle græske opfattelse havde ethvert menneske krav på, hvad der præcis tilhørte den pågældendes af retfærdigheden afmålte skæbne.
          Den evindelige strid om fast skæbne kontra fri vilje var reelt overflødig, men fortsatte, da man glemte, at karma oprindelig var opfattet som den, af bl.a. netop karma’ en formede, ”skæbnes” rammer - individuelt vide eller snævre - som den frie vilje udfolder sig inden for.
          Men kirken - der tidligt tjente penge på syndsforladelse - undsagde ofte den frie vilje, idet der kun måtte være Guds forsyn. Jf. senere også udbryderen Jean Calvins teologi med en tung tro på altings helt faste forudbestemthed.
          Den vesterlandske kirkes fædre var gået ind for en platonisk inspireret ide om fri vilje, såvel som de gik for arvesynden.
          Men Augustin, der var den førende teolog, gik imod den hidtidige tradition og udlagde Bibelens syndefaldsberetning som en dokumentation for ”menneskets i bund og grund fordærvede natur”.
          En irsk munk og tænker skrev i 800-tallet om ”prædestinationen”, hvorved Gud havde forudbestemt, hvem der skulle frelses (her er associationer til også nutidige sekters lære om ”de udvalgte” til frelsen).
          Dette anså kirken - ligesom ved sin afvisning af reinkarnationsideen - også for en fare for sin hedningemission: Mange ville tro, at omvendelse ikke kunne betale sig, hvis de alligevel var forudbestemte til fortabelse.


Det store kirkemøde fordømte reinkarnation

Idet der i den jødiske religion tidligt synes at være bortgemt dele af Moses’ lære, der i flere henseender hvilede på ældre egyptiske mysterier – har på samme måde også den kristne kirke skjult mysteriekultlæren. Men i begge tilfælde var den blandt de vigtigste dele af dens egen fortid.
          Kirken afviste, at dens egne grundlæggende forhold fandtes her. Den afviste, at kirkefædrene seriøst havde beskæftiget sig med mysterierne, der ud over en stjernelære netop havde en lære om reinkarnation.
          Denne reinkarnationslære blev efter at have eksisteret i århundreder blandt flere kristne trosretninger fordømt ved det stormfulde, store kirkemøde år 325 e.Kr. i Nicaea.
          Årsagerne var mest politiske og havde til formål, at kirken bedre kunne styre, når troen var ensartet. F.eks. blev en meget omfattende retning, arianismen, fordømt. Mange af de retninger, der gik ind for reinkarnation, var i flere henseender afvigere og derfor uantagelige for kirken
          Kirkens styring og videre udformning (”ændringer”) i den kristne lære krævede frasortering i selve teksterne. Nicaea-mødet blev her til et skandalemøde - biskopperne slog hinanden i hovedet med bøger og skriftruller, og kejseren måtte sende langt de fleste hjem. Mødet blev af kritikere omtalt som ”Satans synagoge” og ”ikke til Guds ære”, samt at ”mange deltagere var uoplyste personer, der næppe kunne læse eller skrive”.
          Derefter bestemte et fåtal af de oprindelige 318 repræsentanter for hele kirken og dens fremtid. Således blandt de mange tekster (også flere fantasifulde) der var i omløb, udvalgte de til det Nye Testamente - til kanonisering - bestemte tekster om Jesus og hans virke. Udadtil blev den udvælgelse arrangeret som et mirakel, kaldet ”alter-underet”.
          De tekster der valgtes, viser sig mest at være reinkarnationsneutrale tekster. Men det lykkedes dog i denne kirkepolitiske redaktion at samle nogle af bedste tekster - de blev Det Nye Testamente. Det udvalg af tekster, som de få kirkefolk havde bestemt, blev kanoniseret ved kirkemødet i Rom i 382, under pave Damasus.
          Enkelte andre tekster fik lov at eksistere som ikke-kanoniske skrifter. Hvorefter de mange skrifter, man ikke syntes om, heriblandt mange gnostiske, simpelthen blev brændt. Ved kirkemødet i Carthago i 397 bekræftedes kanoniseringen endegyldigt.

 


Reinkarnation blev endeligt bandlyst - ved et kup


Reinkarnationslæren blev først endeligt udelukket af kirken den 2. juni 553 e.Kr. ved det 5. økumeniske koncil, Quinisext - et mindre officielt kirkemøde i Konstantinopel.
          Det skete ved et regulært kup, hvor kejser Justinian under mødet fængslede paven, Vigilius. Denne pave var tidligere livsfarligt maltrakteret for sin protest mod at skulle fjerne friheden til at kunne antage reinkarnationslæren.
          Han blev ikke sluppet fri, før han havde underskrevet en erklæring om total udelukkelse af reinkarnationslæren.
          Ikke alene har læren om reinkarnation fået et udbredt kendskab hos mere end halvdelen af Jordens folk, men den har også reelt eksisteret hos kirken i mere end en fjerdedel af kirkens historie. Og fortsatte endda hos andre kristne, bl.a. katharer og albigensere helt frem til 1244 og 1330, hvor de blev brutalt udryddet af kirken.
          Men i midten af 1900-tallet begyndte katolske lærde at fralægge kirken ansvar for at have fordømt dem, der troede på sjælens præeksistens og videre reinkarnation. Dog, den ovennævnte sags akter angående Konstantinopel-konciliet, der bl.a. fremgår af den katolske kirkes autoriserede værk ”The Catholic Encyclopedia”, taler for sig selv.


Kirkefaderen Origenes om sjælens præeksistens


Der kan ses et særligt forløb i, at kirkefaderen Origenes (160-220 e.Kr.) var oplært af kirkefaderen Clemens af Alexandria (den første kristne der skrev om Buddha) og en gnostisk præst, og selv blev lærer for Plotin, den religiøse filosof, mystiker og allegoriske fortolker af Homers ”Odyssen”.
          Origenes har i sine skrifter også behandlet reinkarnation, men det nævnte ”uautoriserede” kirkemøde i 553 fordømte de dele af Origenes’ lære, der er om reinkarnation, bl.a. hans påstande om ”sjælens præeksistens”.
          Reinkarnationslæren blev bandlyst som kættersk. Og tilhængere blev pålagt anathema, ’forbandelse’, og blev pint og dræbt, hvis de fortsatte. Kirkens befaling lød:

          ”...Enhver, der understøtter læren om sjælens præeksistens og dermed den uhyrlige tro på dens genkomst, skal være belagt med kirkens band...”.

Efterhånden frygtede kirken Origenes’ tanker så meget , at størsteparten af denne flittige tænkers 6.000 værker og breve - med mange spor tilbage til kristendommens mere oprindelige og ofte anderledes baggrund - blev bragt til at forsvinde. Det resterende, det eneste der overlevede, findes nu mest som fragmenter.
          Så sent som 1908 bestemte pave Benedictus XIV, at Origenes’ lærer, Clemens af Alexandria, skulle - helt usædvanligt - ekskluderes fra officielle katolske martyrers rækker (men dog ikke græsk-ortodokse) og ikke mere figurere som en af oldkirkens fædre.
          Clemens er siden dekanoniseringen frataget sin status. Men kun hos den katolske kirke og altså ikke i den ældre græsk-ortodokse kirke.



 

Markus' hemmelige Evangelium

Uanset divergerende status som kirkefader regnes Clemens af Alexandria stadig for den mest lærde af alle kirkefædre. Bl.a. var han til den senere kirkes fortrydelse også velbevandret i "Markus' Hemmelige Evangelium", der anses for at have stærke gnostiske  præg.
          Eksistensen af den bog og den hemmelige lære, Jesus havde reserveret for en inderkreds, bekræftedes, da der i Mar Saba’s klosterbibliotek i Judæas ørken i 1958 blev fundet en kopi af Clemens’ brev herom. Jf. Morton Smith: ”The Secret Gospel - the Discovery and Interpretation of the Secret Gospel According to Mark” (New York 1990).
          ”Corpus Hermeticum” med sin egyptiske baggrund indeholder en del profetier. Flere kirkefædre bekræfter, at egypterne var det folk, der mest havde udviklet brugen af profetier.
          En af værkets profetier (kapitlet Asclepius, 25) omhandler, hvordan det senere - også hvad angår det, der kunne anses som varsel om den (i Romerriget) etablerede statskirkes fremkomst - skulle gå med forholdet til reinkarnation:

          ”...den fromme skal blive anset for gal, den ugudelige for at være vis... sjælen og alt det der vedrører den, ifølge hvilket den er født udødelig eller antages at opnå udødelighed, skal ikke blot blive anset for latterligt, men også for galskab. Ja, endog skal der blive fastsat en højst alvorlig straf til den, der hengiver sig til sjælens religion...”.
 



Goethe – tilhænger af reinkarnationsideen
 

Reinkarnations-tilhængere i nyere tid

I oplysningstiden i 1700-tallet forestillede den tyske filosof G.E. Lessing sig et genfødselsprincip, endda også for hele folkeslag, f.eks. jøderne - og videre endnu, at menneskeheden var under stadig åndelig uddannelse, hvilket altsammen betingede fortsat genfødsel. Som et grundpunkt for disse tanker hævdede han:

          ”...Men hvorfor kunne ikke også ethvert menneske have befundet sig mere end en gang i denne verden?...”.

Forskere som bl.a. Paracelsus, Giordano Bruno og senere Thomas og Julian Huxley, Maetterlinck, Thomas Edison, Rudolf Steiner, C.G. Jung, Fritz Pearls og Stanislav Groff har bekendt sig overbeviste om reinkarnation.
          Ligeledes hos filosoffer som Jacob Boehme, Voltaire, Swedenborg, Lessing, Goethe, Benjamin Franklin, Thoreau, Schopenhauer. Og, især kendt, også hos mere ”alternative” tænkere og forfattere som Blavatsky, Annie Besant, Kahil Gibran, Martinus, Gurdieff og Ouspensky.
          Lignende opfattelser genfindes hos forfattere, f.eks. Dante, Shelley, Tolstoy, Victor Hugo, Strindberg, Flammarion, H.G. Wells, Edgar Alan Poe, Walt Whitman, Mark Twain, Conan Doyle, G.B. Shaw, Jack London, J.B. Priestley, Joan Grant.
          Opfattelsen fandtes også hos så forskellige som komponisten Wagner, Englands premierminister Lloyd George, bilkongen Henry Ford og USA’s general Patton fra 2. verdenskrig. Det vakte ifølge Pattons biografi opsigt, at han åbenlyst og ofte proklamerede, at hans dygtige sejre også skyldtes, at han kendte nogle af slagmarkerne i detaljer fra flere tidligere liv som hærfører.
          Med en efterhånden lidt tilbagetrukken katolsk kirke i Frankrig og bl.a. en opblussende interesse for anden erkendelsesfilosofisk tænkning eller for østerlandske religioner, især buddhisme - har en officiel meningsmåling i Frankrig foretaget midt i 1990erne vist, at hver fjerde franskmand tror på reinkarnation.
          Igen, der er mange opfattelser - de fleste adspurgte tænkte på en form for evigt liv. Men for de mere buddhistisk o.lign. orienterede var det bestræbelsen, ved bevidst ’positiv’ livsførelse, at slippe ud af reinkarnationskædens bindinger og problemer.
          I nyere tid er der ved de nye strømninger som i (det senere udvandede begreb) new age fra 1960erne bredere opstået en forøget interesse for emnet.

 


Moses’ påbud: at vælge livet

Størstedelen af livet handler og planlægger de fleste mennesker, som om de aldrig skulle dø - som om de ubevidst ved, at sjælelig udslettelse ikke findes.
          Dette genspejler sig i de gamle kulters og religioners lære om genopstandelse og reinkarnation, lige såvel som det også var, og på sin egen måde endnu er, indbefattet i kristendommen.
          Men efter fjernelsen af ældre kristen opfattelse af genfødsel er det eneste træk, der officielt findes om dette, læren om at Kristus skal fødes igen. Begravelsesritualet med ”af jord skal du genopstå”, hermed uden at der sigtes til genfødsel, kendes ikke i evangelierne og er af uvis oprindelse, der i dag ikke ses konkret at kunne spores længere tilbage end foreløbig til 1200-tallet.
          Kirken har opbygget en af de overhovedet vigtigste dele af sin lære ud fra evangeliernes tekster om, at de kristnes repræsentant og forbillede, Jesus/Kristus, foretog opstandelse samt at han skal genfødes. Dette må ifølge de fremdragne perspektiver netop ses at udspringe fra ideer om opstandelse og reinkarnation udbredt i oldtiden, antikken og siden hen blandt betydende kristne grupper i kristendommens første femhundrede år.
          Tilmed den i østen med reinkarnation forbundne karmalære viser sig delvis reflekteret i kirkens lære om ”den medfødte synd”.
          De på mange måder positive og livsglade egyptere brugte alligevel megen tid på indretning af gravanlæg og på udviklede det til en næsten dødekultisk virksomhed. Der er ingen grund til at overdyrke den side. Livets lov eller mening er - ligesom allerede Moses påbød (”5. Mosesbog” 30,19), at ”vælge livet” - det helt enkle: at overleve. Endda overleve bedst muligt, nemlig ved bl.a. at overholde etiske påbud, hvorved andre ikke skades.
          Men visse værdifulde dele, inklusiv genfødselsopfattelsen, i egypternes lære, som Moses tydeligvis videreførte - og som herefter nogle af hans jødiske arvtagere har videreført - har også flere tidlige grene af kristendommen haft i konceptet gennem en betragtelig del af dens historie.
          Tilhørsforholdet også til kirken er et objektivt faktum. Reinkarnationslæren kan på den baggrund ses som en i religionen tabt dimension. Under alle omstændigheder kan den ikke fjernes fra kulturen i historiens forløb.

Ove von Spaeth

Uafhængig historiker  -  www.moses-egypt.net

Teksten er uddrag af Ove von Spaeths bog:
”Den Hemmelige Religion” - bind 4 i hans serie ”Attentatet på Moses”.
C.A. Reitzels forlag & boghandel:  info@careitzel.com



 

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤
Copyright © 2007 (& © 1978) by: Ove von Spaeth   -   www.moses-egypt.net   -   All rights reserved.