Moses havde ved sin høje uddannelse ved faraos hof fået et stort kendskab til oldtidens viden - og hermed bl.a. også mysterielærdom. Uomgængeligt for en historieforskning. En fremmed ved faraos hof ville næppe nå så langt, hvilket placerer Moses op på det niveau - som kongelig person. (Et indblik i hans lærdom og vidensskat fremlægges i Moses-seriens bind 4).Hans status og forhold fremgår især af traditionens sideløbende beretninger til Bibelens Mosebøger, de såkaldte rabbinerskrifter, hvis ældste dele spores direkte tilbage til Moses’ tid.
          At påvise sådanne forhold plausibelt over for senere tiders opfattelse vil kræve en ekstremt udarbejdet videnskabelig afhandling, som næppe når en større læserskare. Men trods dette alligevel nogenlunde at nå både denne gruppe og videnskaben, blev en særlig opgave ved udarbejdelsen af Moses-seriens bøger.
          Det følgende er et eksempel på, hvilket indtryk læsningen af bind 1, ”De Fortrængte Optegnelser”, har bibragt en videnskabsmand, Richard M. Stern, der ikke kom fra humaniora-fag, men fra de eksakte videnskaber (her fysik, kemi og geologi). Men fungerede det så alligevel? Som læser ses han i første omgang lidt fremmed for bogens emne, men dog fysik-videnskabeligt læsevant - og det kunne vise sig ikke kun at være uproblematisk.                                          Ove von Spaeth  -  www.moses-egypt.net
 

Nyt fokus på Moses' liv

Af  RICHARD M. STERN, Dr.rer.Nat.

Litteraturkronik pr. 15. oktober 1999, bl.a. publ. i Swedano Journal, sept.2002, og SJ- portal
 

En naturvidenskabsmands overraskende møde med nye historiske kilder om
Moses: ”De Fortrængte Optegnelser - Moses’ Ukendte Egyptiske Baggrund”. Hvad
der gør fremstillingen plausibel, er det vidtspændende antal informationer, som Ove
von Spaeth har været i stand til at samle fra et bredt udvalg af kilder ved brug af
forskning i hebraiske, egyptiske og andre dokumenter i samtidens sprog.
 

I sin nye gren af forfatterskabet har Ove von Spaeth skabt et i høj grad originalt og alligevel, i det mindste over for en ikke-ekspert, plausibel beretning om Moses og hans tid. Den omhandlede periode i dette første af de fem planlagte bind spænder fra Moses' himmelske (og biologiske) undfangelse og fødsel hos dronning Hatshepsut som ”Søn af Faraos Datter”
, og gennem den berømte episode i sivene frem til hans kroning, og frem til hans tre-årsalder, som den åbenbare arving og kommende farao over Egypten.
          Bogen afslutter med oplæg til næste bind (som vil handle om Moses som ung mand) med hentydninger til årsagen til hans forvisning og hans formodede flugt fra hofintriger og en ”falsk” anklage for manddrab, frem til efterfølgende at bo i ørkenen hos sin svigerfar Jethro (som, ifølge von Spaeth, er hans mulige biologiske far).

          Min anden, ubrudte, gennemlæsning af denne ”short-story” (fortalt på mindre end 150 sider) nød jeg oprigtigt. Dette fordi von Spaeths historiske indblik, opnået efter et halvt livs research i primære og sekundære kilder, resulterer, ved hans kombinering af denne unikke samling af information, i skabelsen af en logisk struktur for en række livagtige personer.
          Jeg er netop vendt tilbage fra en serie af rejser, hvor jeg besøgte Isis' tempel på Philae ved Aswan og forundredes over billederne af gudinden, der ammer sin søn Horus (et billede heraf er på bogens første side, mens et farvebillede af en Horus på hieroglyfisk baggrund findes på omslaget).
          Og jeg har vandret uafvidende forbi det sted nær det imposante Amontempel i Karnak, hvor kurven med Moses-barnet antagelig blev fundet ved et lille bassin-anlæg ved Nilens bred (anvist med en detaljeret illustration i teksten).

          Og videre på en klatretur på dele af dét, der måske er Bibelens Sinaibjerg, iagttog jeg her den mulige efterkommer af den brændende tornebusk og Moses' kilde ved St. Catherina-klosteret; drog så forbi det nærliggende Serabit el-Khadim, hvor Moses foreslås at have søgt tilflugt hos Jethro, og stod sluttelig på Mont Nebo/Nevo (i Jordan) med intentionen om at se den samme udsigt, som jeg antager, at Moses betragtede hen over det for ham aldrig opnåelige forjættede land. Jeg havde ikke haft til hensigt, at disse trin skulle foregå i Moses' fodspor, men efter at have læst von Spaeths fremstilling, opdager jeg, at jeg har været nærmere til meget mere af hans historie, end jeg troede - og er taknemmelig og glad for at være blevet givet denne yderligere indsigt og dette nye perspektiv.
 

Bogen begynder med et gensyn med egyptisk historie og påmindelsen om, at Moses' eksistens som historisk person er ikke alment accepteret (og er specielt betvivlet, fremgår det, i Danmark). Scenen er i det 18. dynasti - med den senere dronning Hatshepsut (1509-1487 f.Kr.) kendt som Faraos Datter, benævnelsen for kronprinsesser i egyptiske tekster - og her observeredes ved nymåne en sjælden konjunktion af himmellegemerne, optegnet i jødiske kilder. Ud fra moderne astronomisk beregning synes det at være den, der fandt sted ved nymåne i februar-marts 1537 f.Kr. Kilderne nævner hertil en profeti om, at tre år efter ville en kongelig søn blive født og forårsage ændringer i Egyptens historie. Dette placerer Moses' fødsel i 1534 f.Kr., cirka 200 år forud for den almindelige bibelske opfattelse.
          Den bibelske fortælling om fundet af det tre måneder gamle drengebarn bliver demonstreret som værende identisk med et rituelt mysteriespil praktiseret i Egypten for at betone en kronprins' himmelske fødsel over for hans jordiske fødsel af en menneskelig mor; et fælles træk med lignende ritualer mange steder i den gamle verden, inklusive Danmark.

          I denne fremstilling hævdes plausibelt den biologiske mor og den kongelige stedmor at være samme person. Og sceneriet med det ceremonielle fund af barnet i en ark som en flettet kurv er en del af skuepladsen med et religiøst mysteriespil, hvori virkelighedens deltagere samtidig i rollerne repræsenterer deres himmelske genparter. Hatshepsut spiller Isis, mor til Horus, som Moses her repræsenterer legemliggørelsen af. Hun modtager dette himmelske barn fuldt vidende, at det er hendes eget - og hendes tilsynekomst ved Nilens bred i det rette øjeblik følger blot sceneanvisningerne: Jethro spiller Nil-guden Jitru (Jtrw/It(e)ru, det egyptiske ord for Nilen eller floden), som leverer barnet, hvis far identificeres med guden Amon-Ra. Shakespeare havde mere end ret: livet er kun et skuespil, men disse skuespillere lever endog videre.

          Hvad der gør resten af beretningen troværdig, er den udstrækning hvori von Spaeth har været i stand til at samle en umådelig mængde information fra en vidtstrakt mangfoldighed af kilder, og udnytte forskning i hebraiske, egyptiske og andre tekster på samtidens sprog. Med denne viden genforener han relationerne mellem de egyptiske navne eller titler, der har tilhørt disse forunderlige personer, og deres hebraiske ækvivalenter i de mange optegnelser i det Gamle Testamente samt tekster og transkriptioner udført af rabbinere og lærde gennem de forløbne 3.500 år. Specielt fængslende - og overbevisende - er von Spaeths evne til at finde, kombinere og redegøre for indholdet af de mange egyptiske ordspil og deres effekt, der i datidig praksis ses at have været en yndet beskæftigelse.

          Et par af de hertil fremlagte argumenter skal omtales. Den almene opfattelse af det hebraiske navn for Moses' biologiske mor er Jochebed, og hans fars navn Amram. Jochebed er egyptisk med elementerne Jah(w) (månen) og Kebet (Qebhut, Qebhit) (himlen), navne som identificeres med Isis, og findes således anvendt for Hatshepsut. Amram er forbundet med en måde at hebraisere Amon-Ra(Re) på, den største egyptiske gud. Og da vokaler først blev indføjet hebraiske i tekster i 6.-10. århundrede e.Kr., er det let at forstå, hvordan fortolkning og overensstemmelser med tidlig egyptisk tekstlig og mundtlig historie ofte gik skævt, når hele nomenklatur-området er vanskeligt og fyldt med potentielle faldgruber og overraskelser.

Navnet Moses har, som nu kendt, forbindelse med det egyptiske ord for barn (mosis) og findes forbundet med Tuth-mosis; og dette er både navnet på Hatshepsuts far og på hendes senere gemal, og er da med stor sandsynlighed anvendt til ligeledes at benævne hendes kongelige barn. De siden hen opståede afvigelser mellem egyptiske og hebraiske versioner af ”legenden” bliver der gjort rede for i en stor gennemgang og logisk analyse af studier af de hebraiske tekster fra denne og fra senere tider: En vedvarende fortrængelse af helten Moses' egyptiske oprindelse for at betone ham som værende israelit (heraf bogens titel og undertitel). Og det skønt hans personlige adfærd mere peger hen på en ikke-jødisk baggrund (f.eks. ægteskabet med hans halvsøster).
 

         Jeg vil forklare mit behov for at få læst bogen to gange. Da jeg første gang begyndte på denne flotte bog, var jeg - trods forfatterens advarsel om, at det ikke var et videnskabsværk, men et forsøg på en tværvidenskabelig formidling af historien - overbevist om, at jeg skulle til at læse en (quasi)videnskabelig afhandling, hvad den godt kunne ligne.

          Bogen indeholder mange illustrationer og desuden appendikser om: ældre versioner af Moses-myten; himmelsk undfangelse på faraonernes tid; datering af Moses, også mht. egyptisk kalender og faraonernes regeringstider; samt en udredning om det astronomiske beregningsgrundlag anvendt ved dateringerne og deres kilder. Der er også 32 sider bibliografi opdelt i 12 emnesektioner og 14 undersektioner. Da jeg begyndte at læse, blev det mig nu klart, at von Spaeth ”prædiker for den overbeviste”, så hans repeteringer, hvad enten som eftertryk eller pedantisk, kunne i nogen grad måske være for meget af det gode.

          Ydermere kan anvendelsen af referencerne være frustrerende: just som man ønsker at vide, hvor en stump information stammer fra (f.eks. har dna-prøver fra mumier afdækket en stor indavl mellem personer tilhørende disse dynastier), er der få givne ledetråde til kilden for hans konklusioner. Og referencer, som dog optræder i teksten, er vanskelige at finde i bibliografien, siden de fleste af dens 1000 titler er sekundærkilder og man må søge gennem mange af de 26 separate, alfabetiserede sektioner. Således gennemføres læsning og forståelse under tilpasning og i ryk: ”hvad er grunden til denne konklusion?” spørger man sig ofte og siger så, ”
nåh, never mind, lad os dog fortsætte”, og man går videre til den næste forklaringssammenhæng om hvem, der gjorde hvad mod hvem og hvorfor.

          Von Spaeths bemærkelsesværdige bedrift i ”Attentatet på Moses” er på ét sted at have samlet alle argumenter, som han har fundet til at støtte sin fremstilling: Dog er det umuligt blot at gætte, hvad han kan have udeladt for at undgå en mulig negation af hans tesis. Der er for lidt differential diagnose her. Læseren er nødt til at tage von Spaeths ord som de er skrevet, men så herefter at gå fra den ene intellektuelle problemstilling og dens løsning til den næste er et relativt let spørgsmål om tillid.
          De to sidste kapitler tager en ny retning, idet synes mest at tjene som yderligere optakt til den næste bog. De skærper læserens appetit, som bare kan vokse efter at have besluttet at droppe falske forventninger og opløse mistro mod fremlagte facts i beretningen, og får os da til at imødese bind 2.
 

          Alle ikke-eksperter med interesse for disse fjerne tider vil fra et historisk og religionsmæssigt perspektiv nyde at have dette værk ved hånden. Men her findes også noget for næsten enhver smag, og virkelig rigeligt af vand på møllen til flere års kværneri med kontroverser mellem de mange specialers historikere, egyptologer, antropologer samt hebraiske eksperter, der ikke vil kunne ophæve deres mistro, sådan som jeg har gjort det. For jeg må indrømme, at jeg har fundet plottet så tillidsvækkende, at der hos mig voksede en afventen på en citeret dialog mellem flere af hovedpersonerne (hvad præcist talte Jethro med Moses om på deres gemmested i ørkenen?). Men her må jeg nok vente på at se filmen, hvis manuskript er sikker på at blive skrevet ud fra disse beretninger.

          Jeg ser frem til de næste fire bind med denne spændende historie, nu da jeg kan sidde tilbagelænet og nyde dem: Jeg tror også, jeg vil læse Exodus (2. Mosebog) igen for at genopfriske mit indtryk af den bibelske version. Og jeg vil håbe, at von Spaeths forlag supplerer med en god og tålmodig redaktør. Serien fortjener også at blive oversat til engelsk, så den kan blive vurderet og debatteret i et bredt internationalt forum.

Richard M. Stern,   København d. 15. oktober 1999


(Kronikøren, New Yorker og langtids-resident i Danmark, har et stort antal udgivelser bag sig som tidl. professor i fysik, toxikolog og erhvervsmæssig health researcher og leder af miljø- og sundheds informationssystemer for WHO i Europa - samt med en nyere vakt interesse angående Egyptens og Israels historie).

(Artiklen gengivet med R.M. Sterns tilladelse pr. 1/12-1999 til fri brug for OvS.)

Ove von Spaeth: ”
De Fortrængte Optegnelser”
, - Attentatet på Moses, bind 1 -
138 sider, illstr., kr. 248,- ,    C.A. Reitzel forlag (info@careitzel.com),  1999.

Suppl. info: www.moses-egypt.net