Den hellige resonans

 af Erik Ansvang

 I Johannes-evangeliet står der: “I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud - og Ordet var Gud.” Mange tror sandsynligvis, at dette udsagn tilhører jøderne og de kristne - ja nogen vil sikkert mene, at det er Guds egne ord, som blev givet specielt til disse befolkningsgrupper. Sandheden er, at både jødernes og de kristnes tro er en videreførelse af den gamle egyptiske mysterielære. Idéen om at Gud manifesterede universet ved at intonere et ord eller ved at udsende skabende lydvibrationer stammer fra “Dødebogen”, hvori der står: 

”Jeg er evig, jeg er Ra...
det er mig, der skabte Ordet...
jeg er Ordet.”

Dette udsagn bekræfter, at de gamle egyptere troede på én Gud, ét guddommeligt liv, og at al skabelse udgår fra dette ene liv. Det bevidner også, at Skaberen og skabelsen er ét. Der er derfor én Gud, som beskrives på utallige måder i religio­nernes mangfoldighed. Kernen i religionerne er den samme. 

 
Solguden Ra og hans bark (universet) 

Gud sagde: “Bliv lys - og der blev lys”
Budskabet i “Dødebogen” var henvendt til den almindelige egypter. Vi må derfor ikke lade os narre af, at præsterne i denne sammenhæng kalder den ene Gud for Ra. Det Ene Liv, den universelle Gud, var navnløs og unæv­nelig for de gamle egyptere, idet et navn i sig selv er en begrænsning. Ordet “Neter” (Gud) var ikke et per­son­ligt navn, men en fællesbetegnelse. Vi møder det sam­me i åndsvidenskaben i dag, hvor den ufattelige kosmiske bevidst­hed, der lig­ger hinsides en solkonstellation med syv sole, kaldes “den om hvem intet kan siges”. Ra var et navn på Gud og kunne således ikke være identisk med det navnløse Ene Liv. Ra var en solgud, som hovedsagelig blev symboliseret ved sol­ski­ven. Selve solskiven var den sande guddom for den menige egypter uden­for sanktuariet. Men esoterisk betragtet er Ra den åndelige sol - altså dette gigantiske væsen, som bruger solen som sit legeme. For de ind­viede var solskiven derfor blot Ras fysiske legeme, som skjuler den indre åndelige sol bag et slør af gyldent lys. Solens højeste væsen er lyset. Men lys er ikke Gud. Lys er tilsynekomst. Lyset eller Ra er derfor den første synlige manifestation. Ra selv er skabt af “Ordet”, og teksterne fortæller, at ligesom andre skaberguder brugte han ordet for at skabe. Han udtalte tinge­nes navn, hvorved de andre gu­der blev skabt. 

Hvem udtalte det første ord?
Det Ene Liv kunne ikke afbildes, men for at kunne beskrive skabelsen havde ypperstepræsterne brug for et symbol. Man valgte Atum og kaldte ham for “Den Ene”. En tekst oplyser: 

“Atum skabte sig selv,
og han manifeste­rede alt skabt ud af sig selv”. 

 
Skaberguden Atum 

Et sted kaldes han “den store ham-hende”. Denne syntese af det maskuline og det feminine viser klart, at Atum er hævet over enhver form for adskillelse. Han rummer evnen til manife­stati­on gen­nem tre aspekter i sin egen natur nøjagtig ligesom den treenige Gud i kristen­dommen. Atum selv udgjorde det første aspekt, og de to øvrige blev personifi­ceret i skaberguderne Ptah og Khnum. Tilsammen udgjorde gudetriaden de skabende kræfter, som er forud­sætning for manifestationen af universet. I “Den Hemmelige Lære” fortæller H.P. Bla­vat­sky, at Det Ene Liv rummer idéerne til alle former, og disse idéer skabes og reproduceres i de­taljer af byg­mesteren. Man kan derfor sammenligne Atum med en bygmester, for han kender hensigten med skaberværket, og han har viljen og kraften til at manifestere. Men viljen til at manifestere er ikke det samme som selve manife­stationen. 

Atums hensigt med skabelsen skulle omsættes til en guddommelig plan, og det blev skaberguden Ptah, der blev udset til at skabe universet tankeform. Man kaldte ham derfor “universets arkitekt”. Ptah blev af ypperstepræsterne erklæret for “den øver­ste be­vidst­hed” - eller “ren bevidsthed”. Derfor vises han med mumificeret krop. Kroppen er død og fikseret - kun hovedet eller bevidstheden er levende og aktiv. 

Skaberguden Ptah 

Præsterne understregede, at Ptah er “gu­der­nes hjerte og tunge”. I det gamle Egypten var ordet “hjerte” identisk med “bevidst­hed”. Ptah var “gudernes tunge”. Det var altså ham, der udtalte Atum’s skabende ord. Hvis universet er alt det, der er, og alt det der er, er udgået fra Ptahs bevidsthed, rummer Ptahs bevidsthed alt, hvad der kan erkendes. Derfor var Ptah desuden “den absolut­te sandhed” om universet og Gud. (I en anden fremstilling lader man visdommens gud Tehuti eller Djehuti fremsige det skabende ord, netop fordi han repræsenterer al visdom). Processen begynder nu at tage form. Atum er viljen og kraften bag universet. Ptah udtrykker Atums vilje som en tankeform, og ordet manifesterer den gud­domme­lige tanke og hensigt. 

Vi har nu både en bygherre og en arkitekt, men hvem opfø­rer byg­ningen? Det gør væd­der­guden Khnum. Han er “håndværksmesteren”, der udfører “bygherrens” plan ved at omsætte “arkitektens” tanketegning til det bygnings­værk, vi kender som universet. Khnum kaldes da også “den, der giver ånden form og liv.” 

Skaberguden Khnum 

AUM
Vi kan nu konkludere, at Gud eller Det Ene Liv har skabt alt ved hjælp af Ordet. De mange guder og gudinder er blot personificeringer af universets kræfter, kvaliteter, lovmæssigheder og former. Ordet er et bredt frekvensbånd, og guder og gudinder er underfrekvenser eller resonanser af det guddommelige ord. Gudernes navne var derfor ofte mantraer i det gamle Egypten. Det gælder eksempelvis guden Amon. Både ordets lyd og me­ning gen­giver det ubekendte og util­gængelige i den mys­tiske guddommelige kraft. Navnet Amon stammer fra den skabende lyd, “AUM”. Men man­tra­et AUM udgør i sig selv en guddommelig triade el­ler treenighed. “A” er Osiris (faderen) og korresponderer med 1. aspekt (1. Logos). “U” er Horus (sønnen) og korresponderer med 2. aspekt (2. Logos). “M” er Isis (moderen) og korresponderer med 3. aspekt (3. Logos). Vi kan deraf se, at den skabende lyd ikke alene intoneres af Gud - den er Gud. Og den rummer fundamentet for skabelsen. I Egypten sagde man, at Osiris møder Isis og Ho­rus undfanges. Eller fa­deren møder moderen og skaber sønnen. I åndsvidenskaben siges det, at i mødet mellem1. aspekt og 3. aspekt opstår 2. aspekt. Det er blot billeder på, at ånden mø­der stoffet og bevidstheden opstår. 

Egypternes mantra
“AUM” var egypter­nes man­tra, mens “OM” er nutidens mantra. Forkla­ringen er, at “AUM” er en formskabende lyd. Den anvendes til for­ankring i personligheden. “OM” er den bevidsthedsskabende lyd. Den anvendes til for­ank­ring i sjælen. Menneskets brug af skabende mantraer begyndte på At­lan­tis, og den egyptiske civilisation er reelt en forlængelse af den atlantiske. “TAU” anvendtes af atlantiderne, og vi hører, at “TAU” virkede på astrallegemet og det astrale plan. Egypterne brugte “AUM”, der virker på mentallegemet og det mentale plan. “OM” virker på det kau­sale plan - altså sjælens eget plan. 

Det kristne mantra “AMEN” stammer fra “AUM” - og egypternes “AMON”. I dag bru­ger vi hovedsagelig “AMEN” som en fysisk be­kræftelse, eller måske nærmere som en religiøs for­ma­lisme uden åndelig betydning overho­vedet. Åndsvidenskaben fortæller, at i nutiden og fremtiden vil vi i stigende grad bruge “OM”, som er en kontrolleret tilba­getrækningslyd, der gradvis giver men­nesket bevidst her­re­døm­me over for­merne og mulighed for at be­træde vejen til­bage til sjælen - eller Gud. OM-lyden ryster atomerne i det mentale, astrale og fysiske le­geme løs, afkaste det uønskede stof og indbyg­ger nyt og mere velegnet materiale i hen­hold til 2. stråles tiltræk­nings­lov. 

Den mystiske djed-søjle
I Egypten er djed-søjlen en almindelig hieroglyf, som fin­des i tekster fra de tidligste til de seneste perioder. Forskerne siger, at djed-søjlen symboliserer stabi­li­tet. Den symboliserer desuden de fire elementers verden - altså vo­res fysiske verden, men disse tolkninger er alt for afgrænsede. Djed-søjlen associe­res med rygsøjlen, og kaldes “Osiris’ rygsøjle”. Den symboliserer Jordens rotati­on, som viser sig som dag og nat - og hældningen af Jordens akse, der kom­mer til udtryk som årstider, mens Jorden ro­te­rer omkring solen. Hvis Jorden ikke roterede, ville So­len ikke stå op, og der ville ikke være liv på planeten. Planeterne er Sol­logos’ lege­mer, og de kredser omkring dette livgivende centrum. På samme måde “kredser” person­lighedens le­gemer, omkring vores indre sol - sjælen. Sjæ­len er bevidsthedens virkeli­ge centrum. Vi oplever hver især ver­den med os selv som centrum. Rygsøj­len er vores centrum. Man kan også sige, at vores verden dre­jer sig om vores in­dre djed-søjle. 

 
Djed-søjler

Djed betyder tale
Det egyptiske ord “djed” betyder “tale” eller “artikulation”, og “djed” rummer derfor kraften til at omsætte liv til manifestation ved hjælp af det skabende ord. De gamle egyptere betragtede ikke tale som en selvstændig handling. Talen var en kraft og et helligt privilegium, som tilhørte alle. De principper, man knyttede til “djed”, repræsenterede også lyd i konstant bevægelse eller rytme - en højt udviklet videnskab, der blev praktiseret i templerne gennem chanting (mantriske sange) akkompagneret af hellige instrumenter. 

Idéen om “Ordet” - altså det “oprindelige ord” - er som sagt en beskrivelse af den første kraft bag skabelsen. Alt liv er latent indtil dette princip træder i kraft, og det har altid været anset som den højeste og største af alle skabende handlinger. Ifølge de gamle egyptere er det dette skabende ord, der opretholder livet i alle ting, et mønster der kommer til udtrykt i myten om Ptahs eller Tehutis oprindelige “ord”, som satte det første liv i bevægelse. Ptah er derfor identisk med hinduernes gud Shiva, som personificerer de kosmiske vibrationer, der gå forud for manifestationen i fysisk form, og som er årsag til, at stoffet responderer i cyklisk resonans. Som konsekvens af dette, vibrerer alt levende fra fødslen eller den første begyndelse på en bestemt frekvens, som en resonans af de kosmiske omgivelser. Kendskabet til disse frekvenser gjorde det muligt for templets ypperstepræster at kanalisere hellige eller åndelige kræfter ned i sanktuariet. 

Det skabende ord 

I mennesket er “djed” den skabende kraft, der beliver det fysiske plan. Der er etiske undertoner i denne idé. Loven om årsag og virkning, som hinduerne og åndsvidenskaben kalder “karmaloven”, er naturligt knyttet til djed-søjlens processer, for de skaber forudsætningen for de fremtidige tankemæssige, følelsesmæssige og fysiske betingelser, der aktiveres, når vi ankommer til den fysiske verden gennem fødslens port. Disse principper er knyttet til Ptah, den guddom som intonerede den guddommelige lyd og satte alle former i bevægelse. 

De gamle egypteres påståede kendskab til lydens skabende kræfter afvises af nutidens forskere som overtro. Nogen kalder det magi. Men når vi siger magi, giver vi blot udtryk for manglende kendskab til visse naturkræfter. Men egypterne kendte og anvendte de samme kræfter som munkene i Tibet. Eksempelvis kunne tibe­tanske munke løfte selv store stenblokke ved hjælp af lyd. I Alice A. Bailey’s bøger fortæller Tibetaneren om egyp­ternes evne til fysisk skabelse ved hjælp af magiske evner. Han siger: “Jeg vil minde jer om, at i Egypten, hjemstedet for den gamle magi, var det magiske arbejde direkte koncentreret om at frembringe fysiske virkninger og stoflige resultater, og at magi­kerens arbejde kommer til udtryk i den forbløf­fende skabelse af de gamle gigantiske byg­nings­værker, som i deres tavse og uberørte storhed tiltrækker sig arkæolo­gers og rejsendes opmærksomhed.” (The destiny of the Nations, p. 118). 

Erik Ansvang holder foredrag og weekendkurser om det gamle Egyptens mysterier, og han arrangerer desuden kulturrejser til Egypten www.aton-rejser.dk . Han er endvidere engageret i World Wisdom Trust www.worldwisdomtrust.com. Henv. Nordre Fasanvej 34, 3. tv., Dk-2000 Frederiksberg. tlf. +45-33 23 32 12 – e-mail: ansvang@tele2adsl.dk eller thora.lund@get2net.dk  .